Hvem står bag oplysningskampagnen?

Hej, jeg hedder Mette Toft

Det er mig, der har taget initiativ til oplysningskampagnen Drop duftene – for sundhedens skyld og hjemmesiden dropduftene.dk.

Velkommen på hjemmesiden!

Nedenfor kan du læse lidt mere om, hvem jeg er og min baggrund for at lave kampagnen.

Mit CV

Cand.mag. i japansk og dansk. Tolv års undervisningserfaring på universiteter og sprogskoler samt selvstændig forfatter- , kursus- og teatervirksomhed.

Introducerede i 1995 det japanske papirteater, kamishibai, i Danmark og debuterede i 1999 som forfatter med ABC-gådebogen Første bogstav er et A (Forlaget Thorup).

Udviklede og udgav i 2002 et større udtaleundervisningsmateriale, Vokalfesten – og andre aktiviteter til udtaletræning og Kaffeslabberas – og andre vers til udtaletræning (Akademisk Forlag).

I 2005 havde jeg godt gang i en selvstændig teater- og kursus-virksomhed med kamishibai-kurser for lærere og elever og intensive Superdansk-kurser for udlændinge, og banken var klar til at låne mig penge til et nyt projekt: udgivelse af kamishibai-stykker på dansk. 

Parfumeallergi, MCS og autoimmune sygdomme 

Den 9. september 2005, blev der, fra den ene dag til den anden, sat en brat stopper for mine aktiviteter. Jeg troede først, at jeg havde fået en omgang influenza, men snart var jeg så syg, at jeg ikke regnede med at holde julen over.

Seks år tidligere havde jeg fået konstateret parfumeallergi. Hudlægen rådede mig til at tage det meget alvorligt; ellers kunne det blive så slemt, at jeg ikke kunne være i et lokale, hvor folk havde parfume på, forklarede hun. Hele familien og hjemmet blev parfumesaneret. Men på arbejdet var jeg stadig omgivet af parfumerne.

I efteråret 2005 sad jeg så der, dødsyg og kunne ikke trække vejret. Det viste sig, at jeg havde udviklet duft- og kemikalieoverfølsomhed, også kaldet MCS (multiple chemical sensitivity), og samtidig hermed flere alvorlige autoimmune sygdomme: systemisk lupus erythematosus, sjögrens syndrom og hughes' syndrom.

I 2009 fik jeg tilkendt førtidspension.

Anerkendelse og donation

I dag bruger jeg mine ressourcer på at være opdateret om alt, hvad der rører sig omkring disse diagnoser, og på at formidle min viden videre efter bedste evne.

I 2013 vandt jeg den internationale Stene Prize, en essay-konkurrence, som hvert år udskrives af EULAR, European League Against Rheumatism.

Med denne anerkendelse i bagagen og med en donation fra den nu desværre nedlagte patientforening MCS-Danmark som startkapital har jeg fået mulighed for at søsætte denne oplysningskampagne om, hvorfor det er så vigtigt at droppe duftene - for sundhedens skyld.

Læs og bliv klogere, og drop duftene! For din egen, dine børns og dine omgivelsers skyld.

Tak

Tak til Patientforeningen MCS-Danmark for økonomisk støtte til kampagnen. Tak til de mange frivillige ambassadører for kampagnen, der har sørget for, at det trykte kampagnemateriale kommer ud til læger og biblioteker i hele landet. Og tak til alle, der i øvrigt på den ene eller anden måde har støttet eller fremover vil støtte op om kampagnen – ingen nævnt, ingen glemt.

En særlig tak til nedennævnte firmaer, der har sponseret dejlige duftfri produkter og vareprøver som præmier til vort populære lotteri i forbindelse med kampagnefremstød på sunde dage og ved relevante messer:

Astellas Pharma AB, mærket Locobase  

Dansk Supermarked, mærket Levevis

Matas, mærkerne Plaisir og Matas Natur

NOPA Nordic A/S, mærket Sensitive by NOPA

Orion Pharma A/S, mærket Danatekt

Urtekram, mærket Urtekram

Valora Trade Denmark A/S, mærkerne Derma Eco Baby og Stuhr Mild.

Ligeledes tak Astma-Allergi Danmark, som venligst sponserede 5 stk. Supergavekort a 300 kr. som førstepræmier i vores skrivekonkurrence for børn og unge 2014, samt til Arnold Busck, som sponserede 5 stk. økologiske drikkedunke som andenpræmier i konkurrencen.

Sidst, men ikke mindst, tak til Yoichi Nagashima, som siden 2016 har været fast sponsor for hjemmesiden.

Læs mere om skrive- og tegnekonkurrencen for børn og unge 2015 her.

Få overblik over oplysningskampagnens budskaber her.
 
Se hvordan du – helt gratis – kan bakke op om kampagnen her.
 
 

© Portrætfoto: Claus Boesen, 2013

© Indhold på www.dropduftene.dk: Mette Toft, 2013