Reality-genren
Hvad er reality-genren, og hvorfor er den underholdene?
Reality TV er et forholdsvist nyt fænomen på vores TV skærme. Men alligevel er fænomenet slet ikke så nyt, da det første gang blev vist i USA 1973. Det var programmet ”An American”, som viste en almindelig amerikansk families udvikling gennem et års tid.
Reality TV fik dog først sit helt store gennembrud i Danmark i slutningen af 1990erne.
Man mener, at det hele startede med dokumentarprogrammer, som var de første skridt mod reality f.eks. ”Fødegangen” eller ”TV2 Dok.”
Reality-shows er et Tv-show, som forsøger at fremstille virkeligheden, derfor er der intet manuskript. Planlagt er f.eks. temaet, konkurrencer og spørgsmål. De fleste reality-shows har en vært og en række deltagere, der f.eks. er castet gennem forskellige auditions, interviews eller hjemmevideobånd.
Reality TV fik dog først sit helt store gennembrud i Danmark i slutningen af 1990erne.
Man mener, at det hele startede med dokumentarprogrammer, som var de første skridt mod reality f.eks. ”Fødegangen” eller ”TV2 Dok.”
Reality-shows er et Tv-show, som forsøger at fremstille virkeligheden, derfor er der intet manuskript. Planlagt er f.eks. temaet, konkurrencer og spørgsmål. De fleste reality-shows har en vært og en række deltagere, der f.eks. er castet gennem forskellige auditions, interviews eller hjemmevideobånd.
Da reality-Tv kom frem for omkring 20 år siden, var det dybt forargende at se nogle mennesker have sex på åben skærm. Det blev omtalt i lange perioder, da det var noget dybt grænseoverskridende Tv. I de moderne reality programmer skabes der både helte (vindere) og antihelte (samfundstabere). Vi griner af taberne fordi de udstilles som så dumme, at det næsten ikke er muligt. I forhold til den første generations reality-Tv der skabte og viste tabere (f.eks. de unge mødre), så har denne type moderne reality-Tv en evne til at vise tabere men samtidig skabe vindere (dette ses f.eks. også i X-factor).
Den populære Tv-genre ser ikke ud til at være på vej ud lige foreløbigt. Det sker først når vi finder noget der er endnu mere afdækkende, endnu mere ydmygende for deltagerne, rykker flere grænser - mensom ikke stadig har almen accept.
Den populære Tv-genre ser ikke ud til at være på vej ud lige foreløbigt. Det sker først når vi finder noget der er endnu mere afdækkende, endnu mere ydmygende for deltagerne, rykker flere grænser - mensom ikke stadig har almen accept.
Der delte meninger om, hvorledes deltagerne har oplevet f.eks. ”Paradise Hotel”.
Nogle har fået den oplevelse med derfra, at det er en ting de aldrig vil glemme, og de ren faktisk er glade for at de deltog, mens andres oplevelse er endt ud i vold og ren manipulation.
Amalie (som vi alle nok kender) fra ”Paradise Hotel”, har afsløret sin version af oplevelsen.
Hun fortæller direkte, at det vi ser på Tv ikke har noget med virkeligheden at gøre, dvs. det hele er ren iscenesættelse. Ifølge hende er den udgave vi ser på fjernsynet meget mere karikeret end virkeligheden på hotellet. Hun fortæller at man skulle indtage alkohol i løbet af en aften, og fik man tømmermænd fik man ikke lov til at sove dem ud. Hvis man ikke lavede noget sjovt, tvang produktionsholdet dem til at komme i gang. Blev man halv syg, så var det stadig bare at komme i sving.
I ”Paradise Hotel” er der en parceremoni med, som går ud på, at deltagerne skal vælge den partner, de vil bo sammen med. En parceremoni varer ca. 25 min på Tv, men i virkeligheden tager den 4 timer at filme. Det eneste de laver er, at gå frem og tilbage, sidde ned, stå op og sige det samme igen og igen i 40 graders varme med solen kogende i hovedet. Hendes fjende ved navn Stina, som også var deltager på hotellet, fortæller samme historie. Hun fortæller at hele programmet var en ren manipulation og det slet ikke havde levet op til hendes forventninger om hvordan ”Paradise Hotel” ville være. Hun siger dermed hun fortryder sin deltagelse og de øvrige gæster ville ikke være oplevelsen foruden. Derefter har mange af deltagerne, fået trusler i byen og over E-mails og har derfor måtte inddrage politiet i nogle af sagerne. De har mistet mange af deres veninder og nogle endda familiemedlemmer. Der bliver også nævnt at folk direkte har slået ud efter dem i byen. Mange af deltagerne fortryder faktisk deres valg om at være med i Paradise, og nogle af dem er endda gået ned med en desperation eller er blevet indlagt pga. for meget indtagende alkohol hver dag.
Nogle har fået den oplevelse med derfra, at det er en ting de aldrig vil glemme, og de ren faktisk er glade for at de deltog, mens andres oplevelse er endt ud i vold og ren manipulation.
Amalie (som vi alle nok kender) fra ”Paradise Hotel”, har afsløret sin version af oplevelsen.
Hun fortæller direkte, at det vi ser på Tv ikke har noget med virkeligheden at gøre, dvs. det hele er ren iscenesættelse. Ifølge hende er den udgave vi ser på fjernsynet meget mere karikeret end virkeligheden på hotellet. Hun fortæller at man skulle indtage alkohol i løbet af en aften, og fik man tømmermænd fik man ikke lov til at sove dem ud. Hvis man ikke lavede noget sjovt, tvang produktionsholdet dem til at komme i gang. Blev man halv syg, så var det stadig bare at komme i sving.
I ”Paradise Hotel” er der en parceremoni med, som går ud på, at deltagerne skal vælge den partner, de vil bo sammen med. En parceremoni varer ca. 25 min på Tv, men i virkeligheden tager den 4 timer at filme. Det eneste de laver er, at gå frem og tilbage, sidde ned, stå op og sige det samme igen og igen i 40 graders varme med solen kogende i hovedet. Hendes fjende ved navn Stina, som også var deltager på hotellet, fortæller samme historie. Hun fortæller at hele programmet var en ren manipulation og det slet ikke havde levet op til hendes forventninger om hvordan ”Paradise Hotel” ville være. Hun siger dermed hun fortryder sin deltagelse og de øvrige gæster ville ikke være oplevelsen foruden. Derefter har mange af deltagerne, fået trusler i byen og over E-mails og har derfor måtte inddrage politiet i nogle af sagerne. De har mistet mange af deres veninder og nogle endda familiemedlemmer. Der bliver også nævnt at folk direkte har slået ud efter dem i byen. Mange af deltagerne fortryder faktisk deres valg om at være med i Paradise, og nogle af dem er endda gået ned med en desperation eller er blevet indlagt pga. for meget indtagende alkohol hver dag.
Her kan vi sige, at der i hvert fald er tale om et ekstremt fokus på det enkelte individ.
Selve programmet indeholder en masse strukturer, selve settingen, kameraer overalt og nogle ekstreme regler for overlevelse. Disse rammer som deltagerne i ”Paradise Hotel” beskriver, er der aldrig nogen som sætter spørgsmålstegn ved. Deltagerne i programmet tvinges derimod til kun at forholde sig til sit eget og andres spil.
Disse programmer nedbryder i høj grad også det vi kender som "privatsfæren", altså det allermest intime som de færeste deler med andre. Det du gør når du ikke er i det offentlige rum og har fri, som at kunne slappe af og andre ting som du kun ville kunne finde på at gøre i din fritid.
I dag er der fokus på, at alt skal blive afsløret på tv, både personlighed og dine allermest intime hemmeligheder, som når man følger deltagerne når de er i bad, har sex eller snakker "privat". Faktisk er det sådan, at en deltager der ikke rigtig viser nogle af sine "skumle" sider, ikke rigtig kan bruges i reality programmer. Jo mere ekstrem man er, jo mere tid på Tv får man, desto mere berømmelse.
De her eksempler er klare tegn på, at deltagerne i sådanne shows, nedbryder deres privatsfære. Stort set alle vil mene, at det er at overskride alle grænser det de gør og fuldstændig absurd, men alligevel er det det, seerne bliver mest tiltrukket af.
Hvad er det dog der gør, at vi på et eller andet plan synes, at det er ”det bedste tv”, selvom vores fornuft siger, at det er det rene udnyttelse? Hvad er det for en adfærd som vi alle foretrækker?
Hvad er det man skal kunne for at kunne vinde sådan et program og hyldes som en helt?
Det skyldes noget meget enkelt og dyrisk hos mennesket. Hvis man vil vinde skal man kunne bruge de andre mennesker til at føre sig selv frem på. Den slags fællesskab som man har opbygget i samfundet bestående af f.eks. faglighed eller livssituationer, har altid et fælles mål; på fabrikken at producere et produkt, i et demokratisk fællesskab at forbedre samfundet osv.
På hotellet er der faste rammer. Deltagerne lever med hinanden i nogle måneder, og der beynder følelserne at tage over. Når følelser og alkohol bliver blandet, så ender det ud i, at man ikke bruger hjernen, og tænker på det er Tv. I disse fællesskaber på ”Paradise Hotel” er der ikke noget fællesmål, der er kun et individuelt mål. Dette betyder, at man danner venskaber, udviser kærlighed, har sex osv. udelukkende for at fremme sine egne chancer for at vinde showet.
Disse basale dyriske drifter er noget man som samfund har brugt meget lang tid på at lave regler for. Vi har i samfundet mange ting der forsøger at sikre at virkeligheden og samfundet ikke ender som ”Paradise Hotel”, f.eks. vores partier, fagbevægelser, foreninger, love, overenskomster osv.
Det virker til at Hotellet bliver interessant fordi disse foranstaltninger ikke længere gælder. ”Paradise Hotel” er i den forstand blot en lille, ekstremt, eksempel på et samfund uden struktur, og det drages vi af, da det er godt tv.
"Paradise Hotel" er et godt eksempel på, hvilken underholdning der findes på de digitale medier i dag.
Medier er som sagt alle vegne, og er blevet en hel naturlig del af hverdagen. En stor del af dem er naturligvis seriøse, som f.eks. nyheder, men medier er også gået hen og blevet en stor kilde til underholdning. Hver dag forøges antallet af videoer på YouTube, millioner af seere ser med når tv-kanaler viser forskellige talentkonkurrencer. Der er en strøm af underholdning som kun medier kan give os.
F.eks. dét, at flere tusinde mennesker melder sig til DR's konkurrence 'X-Factor'.
Få synger sådan nogenlunde - og endnu flere er direkte talentløse. Alligevel er dette program blevet det mest succesfulde i starten af det 21.årh.
Et andet eksempel er alle de amatør videoer, der hver dag bliver lagt ud på nettet. Én kan synge (hvis man overhovedet kan kalde det sang), en anden vælter hen ad vejen på et skateboard han har hængt fast til en bil osv. Et klassisk eksempel på, hvad vi bliver underholdt af i dag.
To eksempler på det moderne medie-underholdning, og to eksempler, der sammen ændrer og giver et nyt karaktertræk i vores kultur, nemlig ”pinligheds-fetichismen” (nydelsen ved at se på amatører, tabere og private intimiteter).
Det fører os så tilbage til reality. Vi nyder simpelthen at se folk der gør sig selv til grin og se deres privatsfære blive flosset i stykker.
Vi anvender altså det autentiske, private og pinlige menneske som underholdning i det 21. århundredes massemedier.
Selve programmet indeholder en masse strukturer, selve settingen, kameraer overalt og nogle ekstreme regler for overlevelse. Disse rammer som deltagerne i ”Paradise Hotel” beskriver, er der aldrig nogen som sætter spørgsmålstegn ved. Deltagerne i programmet tvinges derimod til kun at forholde sig til sit eget og andres spil.
Disse programmer nedbryder i høj grad også det vi kender som "privatsfæren", altså det allermest intime som de færeste deler med andre. Det du gør når du ikke er i det offentlige rum og har fri, som at kunne slappe af og andre ting som du kun ville kunne finde på at gøre i din fritid.
I dag er der fokus på, at alt skal blive afsløret på tv, både personlighed og dine allermest intime hemmeligheder, som når man følger deltagerne når de er i bad, har sex eller snakker "privat". Faktisk er det sådan, at en deltager der ikke rigtig viser nogle af sine "skumle" sider, ikke rigtig kan bruges i reality programmer. Jo mere ekstrem man er, jo mere tid på Tv får man, desto mere berømmelse.
De her eksempler er klare tegn på, at deltagerne i sådanne shows, nedbryder deres privatsfære. Stort set alle vil mene, at det er at overskride alle grænser det de gør og fuldstændig absurd, men alligevel er det det, seerne bliver mest tiltrukket af.
Hvad er det dog der gør, at vi på et eller andet plan synes, at det er ”det bedste tv”, selvom vores fornuft siger, at det er det rene udnyttelse? Hvad er det for en adfærd som vi alle foretrækker?
Hvad er det man skal kunne for at kunne vinde sådan et program og hyldes som en helt?
Det skyldes noget meget enkelt og dyrisk hos mennesket. Hvis man vil vinde skal man kunne bruge de andre mennesker til at føre sig selv frem på. Den slags fællesskab som man har opbygget i samfundet bestående af f.eks. faglighed eller livssituationer, har altid et fælles mål; på fabrikken at producere et produkt, i et demokratisk fællesskab at forbedre samfundet osv.
På hotellet er der faste rammer. Deltagerne lever med hinanden i nogle måneder, og der beynder følelserne at tage over. Når følelser og alkohol bliver blandet, så ender det ud i, at man ikke bruger hjernen, og tænker på det er Tv. I disse fællesskaber på ”Paradise Hotel” er der ikke noget fællesmål, der er kun et individuelt mål. Dette betyder, at man danner venskaber, udviser kærlighed, har sex osv. udelukkende for at fremme sine egne chancer for at vinde showet.
Disse basale dyriske drifter er noget man som samfund har brugt meget lang tid på at lave regler for. Vi har i samfundet mange ting der forsøger at sikre at virkeligheden og samfundet ikke ender som ”Paradise Hotel”, f.eks. vores partier, fagbevægelser, foreninger, love, overenskomster osv.
Det virker til at Hotellet bliver interessant fordi disse foranstaltninger ikke længere gælder. ”Paradise Hotel” er i den forstand blot en lille, ekstremt, eksempel på et samfund uden struktur, og det drages vi af, da det er godt tv.
"Paradise Hotel" er et godt eksempel på, hvilken underholdning der findes på de digitale medier i dag.
Medier er som sagt alle vegne, og er blevet en hel naturlig del af hverdagen. En stor del af dem er naturligvis seriøse, som f.eks. nyheder, men medier er også gået hen og blevet en stor kilde til underholdning. Hver dag forøges antallet af videoer på YouTube, millioner af seere ser med når tv-kanaler viser forskellige talentkonkurrencer. Der er en strøm af underholdning som kun medier kan give os.
F.eks. dét, at flere tusinde mennesker melder sig til DR's konkurrence 'X-Factor'.
Få synger sådan nogenlunde - og endnu flere er direkte talentløse. Alligevel er dette program blevet det mest succesfulde i starten af det 21.årh.
Et andet eksempel er alle de amatør videoer, der hver dag bliver lagt ud på nettet. Én kan synge (hvis man overhovedet kan kalde det sang), en anden vælter hen ad vejen på et skateboard han har hængt fast til en bil osv. Et klassisk eksempel på, hvad vi bliver underholdt af i dag.
To eksempler på det moderne medie-underholdning, og to eksempler, der sammen ændrer og giver et nyt karaktertræk i vores kultur, nemlig ”pinligheds-fetichismen” (nydelsen ved at se på amatører, tabere og private intimiteter).
Det fører os så tilbage til reality. Vi nyder simpelthen at se folk der gør sig selv til grin og se deres privatsfære blive flosset i stykker.
Vi anvender altså det autentiske, private og pinlige menneske som underholdning i det 21. århundredes massemedier.
.jpg)