Det som bipolare siger til hinanden:
Kvinde (1) ca 40 år: Om man vælger at sige at man har bipolar eller er bipolar synes jeg ikke er det væsentlige. Hvis vi tager alt væk og går ind til kernen, er det hele vel et spørgsmål om accept af tingenes tilstand. Selve definitionen fylder en lille del hos mig, deraf også begreber og årsager. Jeg froholder mig til det der er lige nu og her, og for at man skal kunne det, skal man gå tilbage i tiden og finde de reaktionsmønstre og de udløsere som har gjort at man har fået tilbagefald. Hvis jeg blev bundet fast i en stol og ikke skulle forholde
mig til andet end mig selv, ville jeg stadig få tilbagefald. Sygddommen lever sit eget liv noglegange, så det er vores egen måde at forholde os på, der kan afgøre om hvorvidt vi er handicappede eller ej. Jeg har begræsninger, ja, men forholder jeg mig til dem, så behøver de ikke at begrænse mit liv. Omvendt vil jeg så også sige at når jeg kigger tilbage på mit liv, hvor bipolariteten i den grad har styret mig, så har jeg fandme haft et spændende og intenst liv indtil videre. Når man nu engang HAR fået denne sygdom, er det også vigtigt at finde de gode ting ved den, fordi det hjælper med at acceptere de begrænsinger, når man er nede. Det er det samme som med min angst. I mange år følte jeg den som en god ven, fordi den altid passede på mig...indtil den forvandlede sig til en tung byrde...men nu, hvor jeg har forholdt mig til den, og accepteret den, er den igen blevet til en ven der passer på mig. Og nu
fylder den ikke så meget mere som før....jeg tror godt man kan gøre det
samme med bipolariteten...man kan lære at leve med den og acceptere den.
_________________________
2. Kvinde (2) ca 40 år: “Havde jeg fået spørgsmålet for bare 2 år siden ville jeg have svaret anderledes. Vi har forskellig baggrund, forskellig opvækst, forskellige livsbetingelser. MEN vi har bip til fælles. Jeg er i den grad funktionshæmmet og opgivet af en de bedste kognitive psykologer på Risskov. Min hjerne er skadet. De bruger selv ordet. Jeg har været i massiv behandling de sidste 7 år. Der er ikke mere at komme efter. Svær at stabiliser på medicin. De spørger hvad de kan hjælpe med.
Mit svar er hver gang tag med hjem og hjælp med alt det praktiske. Smør noget mad til mig ellers spiser jeg ikke. Find rent tøj frem - sidde på toilettet imens jeg er i bad. Jeg har ikke brug for skemaer men praktisk hjælp. Med tiden er det blevet meget nemt og synligt for mig hvad der er sygdom og hvad der er normalt. Alle følelser føles meget stærkere for mig som bip. De gode - de dårlige -angst. Mine reaktioner er også voldsom påvirket af bip. Jeg kan selv se det og er blevet fandens god til at skelne. Det dummeste jeg har gjort er at tro jeg kunne mestre min bip. Hvis bare jeg fik medicin og fik et forløb om bipolare, så forsvandt det nok Det er en sindsyg lettelse at slippe den vej . Så meget energi der bindes og bruges på behandling og en masse strategier
og 1000 gode råd. Jeg giver mig selv LOV til at være deprimeret/nedtrykt - jeg giver mig selv lov tl at være i blandingstilstand. INGEN medicin har fjernet mine symptomer. Selv psykiater siger du vil have dårlige dage og gode dage uanset hvor meget medicin du får. Hvis medicin og psykoeducation hjalp var vi vel ikke så mange på overførselsindkomst. Jeg har fået min pension fordi der ikke er en eneste rest arbejdsevne tilbage. Er man så ikke handicappet ???!!!!!JOOOOOOOOOOOOO
_________________________
Mand, ca. 50 år:
”Det at skamme sig, så man vil ‘synke i jorden’, har selvmordsadfærd og selvmordstanker, er selvskade. Det er skammeligt. Det at skænde sig selv ved cutting eller manglende omsorg for sig selv, som f.eks. ved ikke at have styr på sin økonomi, udspringer af skam. Det kan man godt gøre noget ved, men ikke ved at lægge budgetter og skaffe knivene af vejen. Det kan man gøre ved at skaffe sig af med sin skam - men det kan man jo ikke, før man har fundet den!”
_________________________
Anonym: ”Er der nogen som også er flove over deres sindstilstand? I min familie bliver der altid grint og gjort nar... og jeg har altid fået at vide at jeg skal styre min personlighedsforstyrrelse, fordi de er flove over mig. Jeg lider af dependent personlighedsforstyrrelse... Jeg er desuden medium/clairvoyant, så heldigvis har jeg venner inden for det, som støtter mig... Udtalelsen virker måske lidt naiv, men måske er det et meget kvalificeret spørgsmål, når det kommer til stykket!? Hvad siger I?”
_________________________
Kvinde alder ukendt: "I alt hvad jeg lige har læst vedr. genetik, så er bip i sig selv ikke arvelig, men der findes genetiske sårbarheder som øger risikoen for udviklingen. Bip kan også fremkaldes af feks.: stofskiftelidelser, sukkersyge, sygdomme i hjernen, medicin: binyrebarkhormon og parkinsonmedicin samt ved kemisk påvirkning med rusmidler? Vil da gerne informeres hvis nogen kan finde bekræftelse på 100% genetisk udvikling”.
_________________________
Mand 39 år:””Sidder lige og skriver med en bipolar ven. Hun spørger, om jeg tror, bipolar kan helbredes, og jeg svarer JA. Vi snakker lidt frem og tilbage og bliver i første omgang enige om, at symptomerne kan helbredes, men at årsagen jo er, at vi er sårbare og sensitive sjæle. Det vil vi jo ikke undvære! Der er også mange miljømæssige årsager, som man selvfølgelig helst skal blive bevidst om, ellers er det svært at blive helbredt... Jeg har en gammel skizofren kammerat, der er helbredt fra sin lidelse, men det har krævet en stor indsats.”
_________________________