En bipolars bekendelser
Mads Trier-Blom
Fællestræk ved mennesker med bipolar lidelse
Charlie Ebbesen
Man siger typisk, at der ikke er nogen forklaring på bipolar. De seneste forskningsresultater (november 2015) peger dog på, at bipolar er et syndrom som udspringer af "sygdom på cellulært niveau". En af de mest succesfyldte og vidende forskere gennem de seneste 60 år, Professor Jens Christian Skou siger desuden, at det bipolare syndrom er en cellemembran-sygdom. Faktisk kunne man godt sige, at bipolar syndrom er en "salt-sygdom", da det er nitraters ændrede gennemtrængelighed i cellemembranen som skaber syndromet. Grundmedicineringen af bipolar syndrom består jo også typisk af forskellige former for salte (lithium, magnesium, valproate, lamotrigin mm). Bipolares mentale problemer med humør og energi opstår altså, ud fra disse forskningsresultater, af svininger i funktionen i nervecellerne, og er som udgangspunkt ikke en mental sygdom, men en neurofysiologisk sygdom, der ofte har psykosociale konsekvenser for de ramte og deres omgangskreds.
// Charlie Ebbesen
Bipolar kan kun være en cellemembransygdom
v/ Professor Emeritus Jens Christian Skou
Skrevet af Charlie Ebbesen
Jeg haft en del korrespondance med Professor Emeritus Jens Christian Skou. Han har fået Nobelprisen for opdagelsen af natriumkaliumpumpen i nerveceller, som er helt essentiel for nervecellers funktion.
Jens Christian Skou, som jeg vender tilbage til om lidt, var venner med Professor Mogens Schou som i 1950'erne opdagede, at lithium kan anvendes som lægemiddel til forebyggelse af bipolar, hvilket også var emnet for hans disputats fra 1959. Han modtog talrige store forskerpriser for sit arbejde.
Mogens Schou er internationalt kendt for sit banebrydende arbejde med at (gen)indføre den stemningsstabiliserende behandling af bipolar affektiv lidelse med lithium i hele verden, og han skrev i den forbindelse den stadig aktuelle "Lithiumbehandling af affektive sindslidelser" som blev revideret så sent som 2004 af Mogens Schou selv inden han dødede.
I "Lithiumbehandling af affektive sindslidelser" skriver Mogens Schou bl.a.: ”Jeg bruger (...) betegnelsen ”patient” om et menneske med affektivsindslidelse, men jeg gør det tøvende. Betegnelsen er i orden, når det drejer sig om et menneske, som befinder sig i en manisk eller depressiv periode, der har nødvendiggjort behandling eller indlæggelse. Betegnelsen er imidlertid mere diskutabel, når den anvendes på et tidspunkt, da den pågældende er i et symptomfrit interval, (...). Så er de jo netop ikke ”syge”, og mange af dem er sikkert helst fri for patientetiketten med dens klang af hospitalsverden og passivisering. Jeg har imidlertid ikke kunnet finde nogen anden betegnelse, som er kort og anvendelig for patienterne selv og for andre. (...)”.
Meget er forandret siden vi som “patienter” har taget fat for at studere og formulere hvad bipolar er for noget. Efterhånden er der nogen accept af at kalde bipolar for en permanent funktionshæmning, et handicap, trods funktionshæmningens forskellige udtryk ved de forskellige episoder, hvad enten det er manisk-, dvale- eller neutral episode. Vores “patient-overvejelser” har også bragt noget andet med sig: En dechifrering af bipolar; affektiv; sind; lidelse; tillægsdiagnoser, personlighedsforstyrrelser, post traumatisk stress o.s.v. Den dechifrering har ikke overraskende reduceret bipolar til funktionshæmmende svingninger i humør og energi. Hverken mere eller mindre.
Jens Christian Skou, som jo er ekspert i nervecellemembraner, fik af flere grunde også den ide, at se på hvad bipolar er for noget, efter han blev emeritus (pensionist med ret til at forske). Han fortæller her hvorfor, og hvad han kom frem til:
“Den nu afdøde professor Mogens Schou var min gode ven. Vi havde ofte diskuteret den bipolare manio- depressive sygdom, som var hans forskningsområde, og det var naturligt for mig at starte med den sygdom.
MIT første problem var at forstå hvordan en mental sygdom kunne være bipolar. Jeg nåede til at den mest nærliggende forklaring måtte være, at det skyldes at årsagen var at sygdommen skyldes et nedsat membranpotentiale, idet et let nedsat membranpotentiale vil gøre det lettere at udløse nerveimpulsen, mani, mens en stærkere nedsættelse ville gøre det svær meri, en bipolar effekt af en ændring af membranpotentialet.
Hvis det var rigtigt, så måtte sygdommen være en membransygdom, da membranpotentialet er bestemt af nervemembranernes permeabilitet (gennemtrængelighed.red.) for natrium i forhold til kalium. Men hvad var så årsagen?
MIT gæt er (fordi han ikke har set det med sine egne øjne.red.) en øget permeabilitet af nervemembraner for natrium. Belæg for det fik jeg da jeg læste at natriumkanal blokkere har en effekt på sygdommen. Det gav så anledning til nogle overvejelser over litium effekten. Den måtte åbenbart være det samme som kanalblokkerne.
Litium ligger op og ned af brint i det periodiske system og en nærliggende effekt af Brint er at det danner salbroer, brintbindinger i proteiner. Det var derfor nærliggende for mig, men det er et gæt, at manglende salbroer i de protein molekyler der daner kanaler for natrium gør dem mindre specifikke og dermed øges permeabiliteten for natrium og natriumblokkere såvel som litiums medvirken til denne effekt.
Dette gav gav anledning til nogle overvejelser om epilepsi og den bipolare lidelse: Begge virkede som natriumkanal blokkere og må derfor være den samme sygdom, som rammer selektivt. Påvirker den de motoriske nerver bliver den til epilepsi, påvirker den de sensoriske nerver bliver den til den bipolare sygdom.
Som følge af det forhold, at den bipolare sygdom skyldes en øget permeabilitet for natrium, tyder det på at udviklingen af sygdommen kan hæmmes af Natrium-fri kost, og at den adækvate (dækkende/kvalificerede.red.) behandling af sygdommen er kost uden salt".
Jens Christian Skou siger lige ud: “Bipolar er en cellemembran sygdom. Jeg kan ikke se for mig at det kan være anderledes!”
Der er ikke længere grund til at tro, at bipolar grundliggende er en psykisk sygdom, men et neurologisk fænomen på linje med epilepsi. At det er psykisk svært at leve med bipolar det ved bipolare, pårørende og behandlere alt om, men psyken er altså ikke årsagen til bipolar, og man kunne få den ide, at det måske er muligt at slippe af med de psykiske gener, men nok ikke med svingningerne i humør og energi.
Jeg kunne godt tænke mig, at få hele den rapport som Jens Christian Schou har skrevet og sendt til et psykiatrisk videnskabsmagasin, og jeg spurgte på flere måder, men han sendte mig hele tiden et nyt brev med de samme forklaringer med lidt forskellig ordvalg. Jeg forstod det ikke helt, så jeg prøvede igen:
Den 25/08/2015 kl. 12.13 skrev Bipolarforeningen <[email protected]>:
Kære Jens Christian Skou
Det er svært at udtrykke stærkt nok hvor vigtig din opdagelse, mht nervecelle membranens beskaffenheds sandsynlige betydning for svingningerne mellem dvale og mani hos bipolare, er!
Din teori har fået meget stor bevågenhed og positiv interesse. Endnu engang 1000 tak!
Vi har kun dine svar til os i Bipolarforeningen, foruden “Journal of psychiatric research”s anmeldelse af din teori.
Vi vi meget gerne - uanset tekstens beskaffenhed - gerne udgive den tekst, som du sendte til Journal of psychiatric research, på vores hjemmeside, så de fagfolk som kommer på vores hjemmeside, kan se hvad det er for nogle overvejelser du har gjort dig, og hvordan du kommer frem til din konklusion.
Hvis teksten blev offentlig, ville den måske kunne inspirere andre til at gå videre med den viden, og bidrage til et lettere liv for bipolare.
Vi håber du indvilger, så vi kan få mere skub i arbejdet for at få mere viden om bipolar handicap og funktionshæmning.
På vegne af Bipolarforeningen i Danmark
Charlie Ebbesen
Jens Christian Skou svarede omgående således i et helt andet sprogbrug end han ellers har brugt:
“I må gøre med testen hvad I vil. Men det er mig fuldstændig utroligt at mine synspunkter har skabt den opmærksomhed. Nu har psykiaterne behandlet sygdommen med Natriumkanal blockere i praksis, uden at spekulere over sygdomsårsagen. Tænker de da slet ikke over årsagerne til deres patienters sygdomme. Er neurofysiologi et HELT fremmed område for dem, så bør de hurtigst muligt se at få etableret kurser i området. Det er for mig rystende at noget så simpelt som at baggrunden for den bipolare lidelse skal være et problem for en der beskæftiger sig med mentale sygdomme.
Mvh JC”
Jens Christian Skou HAVDE givet mig det som jeg bad om, og det som der at vide: Den er ikke ret lang! Det er logik - det kan ikke være anderledes. Når jeg har spurgt om andre ting, som fx transmitterstoffer, så siger han: “Det ved jeg ingenting om - jeg har arbejdet med nervecellemembraner og natriumkaliumpumper hele mit liv. Jeg har fået Nobelprisen for det. Bipolar er en cellemembran sygdom! - det kan ikke være anderledes!"
Kvinde, ca. 40 år
Om man vælger at sige, at man har bipolar eller er bipolar, synes jeg ikke, er det væsentlige. Hvis vi tager alt væk og går ind til kernen, er det hele vel et spørgsmål om accept af tingenes tilstand. Selve definitionen fylder en lille del hos mig, deraf også begreber og årsager. Jeg forholder mig til det, der er lige nu og her, og for at man skal kunne det, skal man gå tilbage i tiden og finde de reaktionsmønstre og de udløsere, som har gjort, at man har fået tilbagefald. Hvis jeg blev bundet fast i en stol og ikke skulle forholde mig til andet end mig selv, ville jeg stadig få tilbagefald.
Sygddommen lever sit eget liv nogen gange, så det er vores egen måde at forholde os på, der kan afgøre, hvorvidt vi er handicappede eller ej. Jeg har begræsninger, ja, men forholder jeg mig til dem, så behøver de ikke at begrænse mit liv. Omvendt vil jeg så også sige, at når jeg kigger tilbage på mit liv, hvor bipolariteten i den grad har styret mig, så har jeg fandme haft et spændende og intenst liv indtil videre. Når man nu engang HAR fået denne sygdom, er det også vigtigt at finde de gode ting ved den, fordi det hjælper med at acceptere begrænsingerne, når man er nede.
Det er det samme som med min angst. I mange år følte jeg den som en god ven, fordi den altid passede på mig... Indtil den forvandlede sig til en tung byrde... Men nu, hvor jeg har forholdt mig til den og accepteret den, er den igen blevet til en ven, der passer på mig. Og nu fylder den ikke så meget mere som før... Jeg tror godt, man kan gøre det samme med bipolariteten... Man kan lære at leve med den og acceptere den.
Af Jeanett B. Andersen 30 år
Alright.. Nu tror jeg jeg har fattet den her sygdom!
Jeg er hypoman lige for tiden! Gik fra hvad de kaldte blandningstilstand til det her.. Og det kører for mig.. Faktisk.. Jeg har det pisse fedt.. Mine tanker drøner afsted og jeg har en masse at sige og jeg synes selv jeg er helt fornuftig at høre på..
Det er sq da blæst.. I virkeligheden tror jeg jeg er helt forfærdelig når jeg er sådan her.. Jeg taler i et væk og jeg har en masse på hjerte.. Men måske er der andre der også gerne vil høres?
Nå! Men hellere det her end at rende og være træt og depressiv..
Mit problem er at jeg ikke kan huske, jeg snakker og snakker og tænker og tænker men jeg springer rundt i alting for lissom at forklare mig helt ordentligt, og jeg starter med at tale om noget i vest for at slutte i øst og så kan jeg ikke huske hvad det var det i bund og grund handlede om..
Jeg kan starte med at sige noget, og så kan jeg ikke huske hvad det var jeg skulle sige..
Jeg har prøvet der før.. Og der blev det til at folk blev vant til at jeg bare ikke kunne huske hvad jeg skulle til at sige.. "men det er jo ikke noget nyt, blev der altid sagt"
Jeg kan heller ikke sove.. Tankerne roder rundt, ikke til den negative side, men alt muligt jeg synes jeg burde skrive ned og ting jeg skulle ha sagt, 7 numre med musik der burde spilles, og helst kl 2 om natten, mest for at det ikke spiller og blander sig med mine tanker..
Kan man finde en balance i det her? Mest så jeg ikke ryger tilbage i det der blandings noget igen.. Men måske får mere ro på tankerne? Uden medicin?
Fletcher, 50 år
Bipolar lidelse, omverden og osJeg har den holdning, at det for mig ikke er en lidelse, men en gave,
der kommer med en stor udfordring, nemlig at styre energien i såvel
depression "sjælens mørke nat" som mani "lyset inspirationens
holdeplads".Edukation/medicin
Jeg arbejder primært alternativt, men litium er et must.
Jeg har købt litium orotate hjem fra England, var påbegyndt behandling overvåget på side linjen af læge, men i samarbejde med psykiater tager jeg nu Litium Karbonat, mens sundhedsstyrelsen søges om tilladelse til at UT i samarbejde med psykiater behandles med Orotate versionen. (der skal mindre dosis til og derfor ikke så giftig som Karbonat.
I samarbejde med Carsten Vagn Hansen (radiodokter.dk) har jeg fået anbefalet diverse vitaminer og kosttilskud.Jeg arbejder således voldsomt med læring om hvem jeg er, hvordan jeg virker og hvorledes jeg kan leve i fælleskab med "fæller" uden at tilde dem og
dermed mig "negativ feedback"
NADA, meditation, hypnoterapi, regressionsterapi, kropsterapi for bipolare, yoga, motion, skærmning af såvel mig som andre i perioder, earthing mm.Nye vinkler, traditionel tænkning, fremmedgørelsen/fastholdelsen
Jeg har hypoteser, teorier om en dybere sammenhæng, jeg har teorier,
der rummer såvel den diagnostiske puslespils brik "bipolar" heraf
aflede observationer og domme, men et helt andet syn.
Psykiatri er naturvidenskab, bundet op på medicinstudiet.
En psykiater/læge faglighed danner basis for psykiatri og diagnostik.
Dette er jo selvsagt patologisk (læger skal gøre folk raske).
Dette syn fastholder os diagnosticerede privat som offentligt som et
problem, mennesker med en livslang lidelse/sygdom.Desuagtet vi virkelig kan fyre den af fra tid til anden, så er det usundt uetisk og
ikke mindst forkert, at kalde os bære af en lidelse, syge mm.
At tilstanden er livslang er jo klart. Vi er født med denne gave og
som oftest (som dampbørn) så mødes vi som et problem, hvilket stresser, marginalisere os fra ”de normale”, der defineres af hvem der passer bedst ind i samfundet. Dem der kan, vil og ønsker at tilpasse sig til alle de normer, regler, rammer som flertallet forventer af hindanden.Min personlige erfaring fra arbejdet i socialpsykiatrien som §85 i eget hjem er:
Nu længere mennesker har været i psykiatriens hænder nu dårligere er de
Oftest stillet. Selvværdet i bund, mindreværd” i top.
Pumpet med psykofarmaka og deraf afledte bivirkninger, der overskygger det de
Problematikker de bliver givet for.At socialpsykiatrien primært fyldes op af Social og Sundhedsass (der
er naturvidenskabelig forankret) fastholder det overgreb, den
Patologiske fastholdelse af vi er "syge" 2. rangs borger, der skal
hjælpes.
Det fratager os vores personlige ansvar for opgaven/lidelsen som vi bærer på.
Når vi med all kraft prøver at gribe dette ansvar, så mødes vi oftest med tøven, tvivl og usikkerhed. Hvilket ikke stimulere med stresser vor proces.
Det gælder såvel professionelle relationer som de nærer.Skilsmisser
Vores skilsmisseprocent er høj.
Den gængse tanke er, at vores adfærd begrunder dette.
Vi beskrives som fyldende, støjende impulsive, økonomisk uansvarlige, seksuelt vilde, ja grænseløse på den ene side og udsplattede, depressive, sorgfyldte skyldsbetonede på den anden side.Men det er ikke altid omgivelserne forlader os. Det sker også , vi forlader omgivelserne i erkendelse af vi bliver mødt af børn, partner med en adfærd en holdning og et syn, hvor de lider i samværet med os, er utrygge og desværre ofte ender ud med et patologisk bekymrende syn på os og den fremtid sammen med os der ligger forude.
For søger de viden er det den viden de finder på nettet som i litteratur.
Når de tænker tilbage så ser de alle hændelser og konflikter i et bipolart lys. Dele er oftest sandt, men de kærlige, de nære og ”normale” nuancer fortoner sig i dette syn”.
Er det ikke os som person, der får ansvaret, så er det ”lidelsen”, deres ansvar fortoner sig i tåge og forvirring, ja nogen gange skyld, skam og ærgrelse over at forelske sig i os.Hvis ikke dem vi elsker går fra os, så kan vi blive nødt til at forlade dem.
Dette hvis ikke vi sammen kan opbygge en ligeværdig, tryg tillidsfuld og kærlig relation igen oven på tilværelsens storme.Stigmatisering og konsekvenser langt ind i behandlingssystemet
Dette til trods for at noget der også kendetegner vores "art" ud over ”kaos” er intelligens over gennemsnittet, observante over gennemsnittet, kreative i alt hvad vi rør ved også overgennemsnittet.Vi må således når vi er i knæ (deprime, angste, overspeedede,psykotiske) finde os i utallige overgreb tilsidesættelse af menneskerettigheder, fordomme, ydmygende nedværdigende behandling.
Kæfter vi op, så er der scu ingen, de lytter og kommer vi med kritik, så er vi jo bare ”gale”.Som Benny Andersen så smukt udtrykker det i samlingen ”Her i reservatet”. ”Patienten taler flydende i vildelse om ytringsfrihed, frihed og tolerance”
Selv har jeg lige anket en tabt arbejdsskadesag mod ledelsen i Egedal kommunes socialpsykiatri på den konto. Ny ledelse bekendt med min diagnose.
Under forløbet nævnes bipolar på intet tidspunkt, der henføres til adfærd og holdninger, men ikke i en patologisk kontekst, hvilket er tankevækkende, for jeg ved det var tankerne bag situationen.De ønskede at beholde mig, men lagde en ydmygende angstprovokerende køreplan, hvor jeg blev defineret som eneejer af konflikten og derfor ”skulle hjælpes ind i personalegruppen såvel som de øvrige opgaver, under overvågning”.
Denne plan blev tryllet frem, da jeg spurgte til fremtiden og opstarten (det havde ledelsen åbenbart ikke lige tænkt på eller glemt at sige).En køreplan der var nedværdiende, ydmygende stressende og angstprovokerende for mig.
Det endte i en sygemelding fra min side, en fyrring, en tabt arbejdsskadesag mod ledelsen, der på skift til arbejdsskadestyrelsen ikke lagde fingere imellem og tvistede al adfærd som værende ”truende for arbejdspladsen” og bipolært, jeg blev udskreget som ”farlig truende” da ombudsmanden kom ind i sagen trak kommunen det ”tavshedskort” der gjorde det muligt for dem og de personer, der måtte føle sig truet, at gemme sig, så de ikke skulle stå til regnskab for de ”sten” de havde kastet efter mig.
Konklusionen
Jeg er jo "syg" i forvejen så jeg kan ikke slides op, dårlig behandles, misbruges og reagere på det:
For jeg har jo en diagnose, så hermed har arbejdsmarkedet en fribillet til at overpisse alle diagnosticeredes rettigheder på job som i offentligheden.Virkeligheden pt
Jeg er 50 år arbejdet siden jeg var 14 år.
På sygedagpenge og overvejer seriøst at søge pension lovgivningen åbner op for dette frem til 2016.
Ud over diagnosen bipolar, fik jeg en hilsen (diagnose) med under sagen der rummede paranoid.
Hmmm jeg ville godt se, hvem af de ”normale” der ikke ville være bare en smule grænsende til lidt mere mistroisk og negativt forventende på omverdenen efter at have trådt min sti.Feedback, når Diagnosen er givet
Da jeg 44 år gl. erfarer at jeg er bipolar første gang, så begynder balladen for alvor.
Stigmatisering, skilsmisse, fyringer mv. (tankevækkende).
Det er oppe i tiden med medarbejder med brugererfaring, men her takker jeg nej tak.
Ovenstående beskrivelse siger jo klart, at medarbejder, såvel som ledelse ikke magter at behandle mennesker ordentligt og især ikke, hvis de har en diagnose, som de kan tørre ansvaret for deres dårlige ledelse, menneskesyn og etik af på.Når jeg samler erfaringerne fra arbejdsmarkedet i den tid jeg har været diagnosticeret, så er der kun en positiv erfaring.
Den foregående ledelse af socialpsykiatrien i Egedal bød mig velkommen tilbage efter en kort indlæggelse i depression, og ja Jørgen selvfølgelig vil vi har dig.
Nu har du blot større viden og indsigt omkring de borgere vi er sat i verden for at støtte.
Jeg sender hermed mine kærligste tanker og dybe respekt til Birgit Riec, Helle Dolleris og IB Foder, der som de eneste 2 har mødt mig som et ligeværdigt menneske på arbejdsmarkedet velvidende jeg er bipolar type 2. Selvfølgelig gælder det også Dorrit Toftekær (godt 200 timers terapi i hendes kærlige hænder) . Gilly Gall der som den eneste psykolog jeg kender arbejder specifikt med krop i bipolar behandling.
(jeg har haft gode kollegiale relationer og samarbejdserfaringer, udtalelser mv. frem til jeg diagnosticeret og melder det ud, som arbejdsmarkedsloven siger man skal)Afrundning
Jeg er diagnosticeret hypomanisk Bipolar type 2) 24/4-2009 og har således levet et langt liv i uvidenhed om, hvad der tilter mig.
Som en dygtig bipolar har jeg benægtet on of siden da.
Søger hjælp i depression og angst og fingrene af fadet i manien.
Jeg er nu fuldt erkendt og søger hjælp også i Mani.At jeg har fungeret så mange år 44 år, kan jeg takke også min ex for, men jeg glemmer ikke min egen andel. Jeg har scu kæmpet hele vejen og nogle gange mod vindmøller som en anden Don Quixote uden mål og retning. Jeg har altså 44 normale år med en normal identitetsfølelse, at holde fast i i stormen og stor men er scu voldsom.
Eks. Svært at lave strutureret Zen meditation i en ubehandlet mani (uden at vide man er det osv).
Tak til Bestyrelsen (som jeg kalder dem der har passet og passer på mig).
Det kunne være gået meget være. :)
Jeg tænker på stor medfølelse på mine ”artsfæller”, der kun klarede en barndom ungdom inden de blev indlagt, bastet, bundet, medicineret, fremmegjort, udstødt og en særlig kærlig tanke til de sjæle der gav op og begik selvmord.Min Ex mine børn, hvor vi sammen har levet i uvidenhed, men da vi blev vidende måtte vi brydes.
Nu arbejder jeg på, at vi kan mødes i en anden dimension og være ”voksne mennesker” sammen når anledningen kræver det eller nogen måtte ønske det.Mit liv er pt. Glædeligt, men fuld af følelsesmæssig stress, da intet er på plads endnu, så roen kan sænke sig, men jeg er positiv og ved det kommer.
Til sidst til Løvinden: ”Elsker, Ærer, Begærer” dig og er dig så inderlig taknemlig for du er den du er.
Ovenstående er fra en ”hypoman” bipolar type 2 (for at være helt korrekt)
men kald mig bare ”Fletcer” efter Richard Bachs bog ”Jonathan Livingstone Havmåge”
Han fløj galt, da han var ubetænksom og tankeløs og blev reddet af Jonathan, jeg blev redet af ”løvinden” min samlever. Ønsker begge at være anonyme pt.
Redaktionen har mit navn og jeg er medlem af foreningen.
Handicap
Af Charlie Ebbesen“Er bipolar Affektiv Sindslidelse et handicap?” Hvis du spørger mig, må svaret utvetydigt være ja! For andre er svaret nej, af mange forskellige grunde. En af grundende til, at jeg mener, det er vigtigt, er, at prædikatet
”handicap” giver rettigheder: Menneskerettigheder! Det er virkelig virkelig vigtigt for os!Et opslag på ordet ”handicap” fortæller at: ”Et handicap er en permanent fysisk eller psykisk sygdom eller funktionsnedsættelse. Et handicap defineres som funktionsnedsættelser, der har konsekvenser for livsførelsen. Det skal altså være en funktionsnedsættelse, der ikke helt kan kompenseres for og som dermed giver barrierer i samfundet.”
Bipolar affektiv sindslidelse er genetisk funderet og permanent, ergo er der tale om et handicap!
Nedenstående er et næsten 15 år gammelt skriv, som - så vidt jeg ved - ikke er fornyet siden. Det har heller ikke været muligt at støve dokumenter eller udtalelser op, som argumenterer for, at lidelsen skal betegnes som et handicap. Dette bør være højt priroiteret i fremtiden. Lige nu mener jeg, at det er rimeligt at kalde os psykologisk handicappede eller psykologisk funktionshæmmede.
Det Centrale Handicapråd
Definitionen på et handicap
Svend, 57 år
Dødstanker
Det har været tungt længe. Depressionen. Jeg har sovet flere gange om dagen siden december. Men også følt meget mutters alene. Kun de færreste gider at være sammen med en deprimeret, mere en et par gange. Så er de også væk. Mange kan derimod li’ os når vi er lidt maniske.Når jeg er manisk, bevirker det at jeg knokler løs med fysisk arbejde, og er træt når jeg går i seng. Da jeg havde kunder VAR jeg manisk og vild glad, og talte også meget. Jeg var nærmes en snurretop.
Jeg har kun haft 3 arbejdspladser i mit liv, men blev fyret hver sted. Jeg ved ikke hvorfor (og dog). Fyringerne tog SÅ hårdt på mig, at jeg havde mareridt om natten.
De senere år er kontakten til min mega store familie næsten væk, og jeg har kun 3 søstre tilbage at tale med en sjælden gang, ud af 9 søskende. Mistet kontakten til min egen søn, som også har bevirket at jeg ikke længere ser mit elskede barnebarn.
Soveproblemet for mit vedkommende skyldes, Serequel, som jeg lige præcis for lidt siden bad min psykiater om at tage fra mig. Jeg har UDPRÆGET mund- og slimhindetørhed som plager mig.
Det siger jeg dig. Jeg fik simpelthen trumfet igennem at jeg VILLE igang med Velaflaxin hos psykiateren. Så nu skal jeg passe RIGTIG meget på at jeg ikke ryger over i manien, og det er der jeg vil bruge nogle som kender mig mest, og få dem til at bremse mig hvis de fornemmer, at den er ved at kamme over. Så vil jeg øjeblikkelig trappe ud af medicinen.
Har nu været deprimeret i mere end et halvt år. Jeg har SÅDAN lyst til at få fjernet al hvad der hedder stemningsstabilings medicin, og nøjes med venoflaxin. At være depressiv er for mig det samme som ikke at leve. Begynder jeg at blive manisk, kan jeg vel bare igen få lidt stabiliserings medicin.
Var så hos min psykiater i dag. Han mente IKKE at det hele tiden - i de 8 mdr. det har varet - er en depression, men er en IDENTITETS-KRISE.
Min psykiater sagde til mig: "Svend, det ER altså ikke depression det hele. Du har alt for meget om ørene, prøv at start ET sted, og du skal se hvad der sker”.
Efter de mere end et halvt år’s depression, har jeg for første gang været nede ved mine heste og muge ud, samt kløve brænde, ud over jeg havde en gå-tur med et par søde bipolare piger jeg kender. Men pu-ha, hvor jeg sveder og tror det er nok for i dag.
----------
Jeg har nu haft de 2 første gode dage efter mere end et halvt år’s dep. Men jeg tror mange føler jeg er aggressiv fordi jeg tit bruger STORE bogstaver. RÅBER. Det er KUN for at lægge tryk på det jeg vil sige. Men jeg ved også godt jeg er meget ældre og fra den gamle skole.
Det er mig selv, der skal blive min egen bedste ven. Jeg har for mange personlige ting der går mig imod. Svigt af venner og familie, for meget med flere ejendomme, dårlig økonomi o.s.v.
Der er mange der har selvmordstanker, som skriver om det. Jeg fandt de her ord inde på nettet, og syntes de passede så godt som jeg har det. “Sygdommen bipolars alvor viser sig ved en høj dødelighed, hovedsageligt på grund af øget selvmordshyppighed, øget komorbiditet i form af samtidig misbrugssygdom og - ikke sjældent - et ødelagt familie- og arbejdsliv”.
Nej, selvskade og selvdrab er bestemt da ikke opmuntrende, men man må da give mig ret i, at der for de fleste bipolare’s vedkommende, da heller ikke er mange udtalelser af positiv karakter. Vi må da forholde os til døden lige så vel, som alle de andre ting som fx. handler om alvorlige bivirkninger, kærestesorger, bistandsklienter, selvmordstanker, indlæggelser o.s.v.
Der er utrolig mange der skriver om de facts som gælder for bipolare. De har fortalt om alle de forfærdelige bivirkninger og konstante skift af medicin som DE er ude for, og som de beder om råd til. Det har jeg ikke brug for at snakke om. Det får JEG det værre af.
Jeg søger råd på sammen måde - og oplysning - fordi at selvmordhyppigheden ER stor - og det VED vi godt alle sammen. Og DET dør man altså af. Det vil JEG gerne snakke om!
Personligt vil jeg faktisk hellere dø, end have konstant depression resten af livet. Men nu er jeg heller ikke bange for døden, fordi jeg har arbejdet med rigtig mange døende, både børn og voksne. Men det er ensomt og svært, og vi bliver nødt til at snakke om det!
Hverdagsberetninger
Anonym kvindeHere it goes. Laaaaaangt opslag....
Det kan være det er noget rodet noget, men jeg skal bare ha det ud. (undskyld evt. stavefejl - magter ikke læse det igennem)
Boede i Findland indtil august 2013 (flyttede derover i 2007). Mange årsager til at flytte tilbage til Danmark. Men elskede at bo der... Savner Findland. Men igen, mange grunde til at bo her i landet...
Flyttede ind midlertidigt i et kolonihavehus. Det var sååååå lækkert endelig at få fred omkring mig og min kat kunne endelig komme ud. Ro, masser af ro... Huset blev solgt og jeg flyttede ud i et bindingsværkshus i en meget lille landsby. Fred og ro, masser af ro. ahhhh. Og min kat kunne strejfe rund i skoven. Ulempe: køkken fuld af skimmelsvamp og ikke til at varme op. Efter næsten et år derude, valgte min kæreste (gennem 12 år, on off) og jeg at flytte sammen igen (boede sammen i Findland). Så grundet skimmelsvampen var det bare med at finde noget at bo i. Det blev en lejlighed i Allerød. Allerød er en dejlig by. MEN DET LARMER
Jeg kan høre hver gang overboen er ude at pisse (og han trækker sjældent efter sig...)
Underboens unger leger ta-fat (på elefant manér) fra den ene ende af lejligheden til den anden, frem til midnat, nogen gange senere...
Den ene nabo's hund gør hele tiden når han ikke er hjemme...
Den anden nabo vasker tøj frem til ved 1 tiden om natten.
Og så er der alle ungerne udenfor.
Jeg er ved at gå op i limningerne. Jeg elsker lejligheden. Men jeg vil væk
Kan slet ikke klare alt den støj
Men jeg har flyttet 33 gange i mit nu 37 år lange liv. Min kæreste og jeg har endelig fået en tryg og stabil base. Jeg er nødt til at bide det i migNå ja, min kæreste....
Jeg har før kylet ham ud fordi jeg ikke elskede ham. Men det gør jeg. Somme tider går min hjerne i skudder-mudder og så er alting anderledes end det plejer.
Lige nu hader jeg ham som pesten. Har jeg gjort de sidste par måneder. Det startede lige efter vi flyttede.
Jeg ved godt inderst inde at det er en fase i mit forskruede hoved, men jeg er alligevel begyndt at tvivle på om jeg overhovedet elsker ham. Alt hvad han gør og siger irriterer mig. han holder sig meget for sig selv (er gået ned med stress), så jeg føler mig sindssygt ensom. Men når vi sidder sammen ville jeg ønske han ville skride og lade mig være...
Vi sover ikke sammen. Jeg snorker meget (Voldsomt meget) og han sover ikke så tungt... Så den store seng føles meget tom og jeg ville ønske han var der. Og så alligevel ikke. Han skal bare skride - Men han skal blive hos mig
Mit hoved er ét stort kaos... Alle følelser stormer rundt i mig. Vrede, irritation, ked-af-det-hed, håbløshed, kærlighed, had, ensomhed, fængslet...
Jeg er lige blevet udredt for BIP2 (Bipolar Affektiv Sindslidelse type 2.red.)og er nu startet på psycko education for personlighedsforstyrrelser. Ja man skulle ikke tro det, jeg er også borderline mm... (læs sarkastisk)
Det er virkelig hårdt. sidder og ryster som en skoldet skid, kigger ned i materialet og siger ikke et pip. Vil gerne, enormt gerne, men min angst låser mig fuldstændigt fast. Tror ikke jeg ville kunne genkende en eneste på holdet. Har virkelig lyst til at stoppe, men ved også at det er den eneste vej for at komme videre med den rigtige behandling. Og jeg vil jo gerne have hjælp
Eller vil jeg bare synke ned i håbløsheden og falde hen i troen på at det aldrig bliver bedre igen...?
Hader mig selv så meget nu. Spiseforstyrrelse (æder mig ihjel), tager 25 kilo på, taber 20 kg, tager 25 kg på, taber 20 kg. - op og ned, op og ned....
Jeg var engang en høj smuk pige der vejede 65 kg. I dag vejer jeg 113 kg.
Kan sgu ikke rigtigt holde til det hele mere
Og tænk - i morgen eller i overmorgen eller om en uge, så er hele verden bare fantastisk og livet dejligt, eller... Ved aldrig hvordan jeg har det om en time, dag eller uge... Det mindste trigger mig. Er holdt op med at se kommercielt tv og nyheder og skal helst holde mig laaangt væk fra politik (det går ikke så godt)
I får ikke mere nu. Er rundtosset
Dråbespejl
Kvinde midt i tyverne
Dråbespejl er bipolar type 1. Første tekst her har jeg valgt som en præsentation af hende. Resten er direkte citater fra en FB-gruppe. Jeg har selvfølgelig Dråbespejl's tilladelse. Foruden en masse små finurligheder, store eksistentielle tanker giver det her et smukt og grufuldt billede hvad det kan være at være bipolar.
den 4.7.2015
'' Stå opp av sengen, Kom dig opp og ud''
HVORDAN I HELVETE SKAL MAN KOMME OP OG UD,
Når innsiden er så sort at hvert eneste skridt er tungt.
Jeg sagde lige ifra at jeg næsten ikke lengre tør at sige hvor jævligt ting er,
For jeg er så redd at de skal tro her at jeg ikke prøver.
Jeg prøver. Jeg prøver så meget at jeg ikke har mer at gå på.
Mit reserve lager er brugt op efter syv år uden hjælp.
Og vordan skal en diagnose hjelpe mig til at blive bedre?
Det er bare fem bokstave som igen understreger for mig
At jeg er bundet til dette helvede resten av livet.
Jeg var fem år første gang jeg ville dø.
Det er 20 år siden.
20 år i helvede.
Jeg spurgte lige etter min private pille boks med alle mine mediciner,
Men den fik jeg ikke i den tilstand jeg er i nu,
Så her sidder jeg og livet er så jævligt pis at jeg har klaustrofobi og kan ik puste nesten.
Vad skal man gøre? Når det som er ondt sidder på innsiden,
Uansett vor man går, følger det alltid med.
Det er alltid der, Klar til at slå dig i ansigtet hver gang du TROR at du er et lille skridt på vej.
min verste fiende er mig selv
23. april
fanden i helvede, nå som jeg har det skide godt så har de bestemt sig for at jeg ikke må blive højere så de har forsenet økning av lamictal å så sat mig på 800 seroquel så endelig når er oppe så skal de få mig ned igen, har det simpeltent så fedt hahahhaa
24. april
Her er en joke : De siger at jeg må sove å roe mig ner hahahhahaha
24. april
ved slet ikke om jeg elsker eller hater dette
Når jeg sidder stille så kører hovedet
Så jeg må løbe/danse i ett, har siddet ned i 25 minutter idag
Det var under måltider
Men min kropp er svimmel og prikker
Så jeg kastede opp maden
Jeg kender jeg holder på at blive gal på rigtig
Himmelen ler til mig og spiller musik for mig
Jeg har lyst til at grede og le samtidigt
Jeg hader og elsker dette
Det er vildt vad som bor i menneske sindet
Bipolar er ecstasy og gift på en gang
26. april
danse danse
Dagen lang
Til min hjernes
Rytme sang
Danse danse dagen lang
Høj som et fjell
Flyvende op op op
Medisiner virker ik
Søvn virker ik
FOr jeg danser dagen lang
llallalalalalalallalalla
28. april
Bipo Fucking Lar. cry-humørikon magter det snart ik mer
1. maj
Jeg skal lige skrive et taknemligheds kort, til en nattevagt som altid stiller suverent op.
Hun er fra tyskland. Jeg har lyst til at skrive noget på tysk, og jeg kan ik tysk. Kan noen sige mig vad " du er verdifuld " er på tysk? På forhånd tak så meget.
6. maj
Idag har vi lavet kriseplan, så får vi bare se om jeg er enig når kriserne intreffer :S Stakkels familje som blander sig om jeg får en krise.
Ganske utfordrende å skrive under på aldt de kan gøre om jeg bliver dårlig
9. maj
fuuuck hvor jeg svinger som en orm
11. maj
Varmer mitt hjerte at Fredrik (Dråbespejl's hund) har det som dette, når jeg først er innlagt. Takknemlig for min skønne mor, der gør det mulig å fokusere på behandling.
Jeg er uheldig med min sygdom men beriket med en mamma som har stilt op for mig hele livet. heart-humørikon
19. maj
Fuck jeg er en fiasko!!! Skadestue skadestue skadestue
Jeg klarer ik slutte cry-humørikon
21. maj
Min mor skal bort imorgen, Til søndag...
Jeg skal være alene hjemme med min Hund.
Jeg har holdt mig fra og kutte så langt idag
Men har problemer ifth maden.
Jeg er lit redd for vad jeg kan finde på alene i to
Døgn...... Nogne tips til hvordan jeg skal klare af det ?
27. maj
Det er fire gange jeg nu har holdt på at ryge op i en hejdundrende mani, men så har de på avd klaret af at stoppe mig med å regulere mig å gi mig medisiner. Før kunde jeg ingenting før jeg blev riktigt manisk, har aldrig opplevet før at det går an å stoppe. Så det var lige en lille sejer jeg ville ud med heart-humørikon
28. maj
jeg har fundet ud at jeg er i ferd med at blive frisk,
Moske jeg bare skal skide i at tage min medicin grin-humørikon
Jeg har det simpeltent så fedt
7. juni kl. 20:46
Er så dårlig at jeg nesten ik kan puste har lugget med angst å kaos i ti dage nu hold op vor er jeg blevet tosset
8. juni kl. 21:11
Himmelen er sort
Det regner ute
Det regner
I mit sprukne hjerte.
Jeg ligger i sengen
Mens jeg lytter til
Alle de som snakker til mig
Mens jeg ser, en mand med maske
Som siger at han skal drebe mig
Mens jeg sover.
Det visker udenfor min dør,
Det er tre dverge
De planlegger min død.
Den onde mannen er sint,
Og lille julie bare gråder,
Jeg får ikke til at trøste hende.
Hun gråder blod.
Det er en virvelvind av mørke rundt mig
Maden er forgiftet, jeg tør ik spise
Personale har satt ind en elektrisk brikke
I Mitt hoved som psyker mig ud
Min krop er byttet ud i en annends krop
Alt er uvirkelig
Og det folk siger er i ekko
Jeg gråder,
Får angst anfald etter angst anfald
Har angst fra jeg våkne til jeg sovner
Sent om natten.
Jeg har så mange skumle tanke.
Men jeg tør ik lenger sige til dem her
For de siger at alt er inni mitt hovedet
Det brugte de mod mig de fem årene jeg var
På akut post
'' Alt er i ditt hoved, det er fiktioner, det er ik virkelig''
Jeg er alene i verden,
Tenker på døden,
Det kendes som en slags rus at få slippe at leve
Den freden jeg kendte da jeg forsøgte at tage mit liv
Og nesten fik det til,
Er en fred jeg aldrig før har oplevd.
Jeg kutter mig, på skadestuen
Jeg kutter mig, på skadestuen.
Jeg ligger i sengen, Får knapt puste.
Det er demoner i min krop,
Jeg hører dem skrige
Og kender dem kravle
På innsiden
I den fremmede fortapte krop.
16. juni kl. 18:31
heart-humørikon hverdags glede heart-humørikon Besøg af den bedste vennen jeg har hatt i mit liv.Vi var sammen på psykiatrisk avd i mange år og forstår hinanden.
Det er noget jeg aldrig ellers kender på ude i verden.
Det kendes som om vi er på to forskjellige planeter med nesten alle der ude.
Men vi snakker samme språg, og jeg behøver ikk være nogen anden en mig selv.
19. juni kl. 22:56
Ikke be meg om å ta meg sammen,
Når mitt hjerte brister.
Ikke Fortell meg at Jeg skal tenke positivt,
Når jeg håpet mister.
Ikke si til meg, At du forstår,
Når du ikke har levd et eneste sekund i mitt
Hode.
Kampen jeg kjemper, har du aldri møtt.
Ikke be meg om å ta på meg nette sommersko,
For å danse i sommerens første sol,
Når det å reise seg opp av senga,
Er ekstrem sport.
Ikke døm folk som lider av psykiske lidelser,
Det er ingen som dømmer de som har influensa
Nedenom å hjem.
Se meg inn i øyet om du tør,
Mens du forteller meg om fordommene.
Jeg sitter her, Knust, Ødelagt å fanget i mitt eget sinn.
Fengselet jeg har kjempet i i så mange år.
Det er sjeldent det er noen mellomting.
enten er jeg manisk eller så er jeg så deprimert at jeg knapt klarer å puste.
Det er demoner i kroppen min som knekker meg mer å mer for hver dag.
Skulle ønske jeg kunne vise en film, av det indre livet.
Skulle ønske folk bare kunne forstå.
Hvorfor er du redd for meg, Fordi jeg er syk?
Hvorfor er tar du avstand, når jeg trenger et ekte medmenneske?
Hvorfor er jeg ikke god nok?
Når min sjel brenner i helvete,
Du ber meg ta meg sammen, Å være takknemlig for livet.
Da gjør det bare enda vondere.
Hvordan ta seg sammen med et fjell oppå ansiktet?
Hvordan komme seg videre når du er fanget i et uvirkelig tåkelandskap?
Hvordan skjerpe seg, Når livet er et levende mareritt?
Hvordan føle seg trygg, når angsten river å sliter i hver milimeter av sjelen din ?
Hvordan skjerpe seg når hvert åndedrag er vondt.
Så vondt. Så jævlig vondt, At det er umulig å beskrive.
Jeg sender noen tanker til de som vet akkurat hvordan det er.
Å jeg ønsker dem alt det beste.
Måtte skaperen være med dem sier jeg bare.
Denne kampen er ikke for pyser.
Livet er ikke for pyser.
Jeg er i ferd meg å gi opp. Snart gir jeg ordentlig opp.
Jeg kommer aldri til å bli bedre uansett.
Jeg ser for meg min egen begravelse,
Der håper jeg at de som holder seg unnav meg i livet, Ikke kommer. Jeg vil ikke ha noen der,
Som ikke brydde seg da jeg levde.
Jeg holder ut for de jeg elsker.
Selvom jeg synes ikke det er rettferdig,
Hva med min sorg? Min sorg for å leve?
Jeg føler meg helt mutters alene i denne verden.
Det er verden, Som lever sitt liv.
Jeg sitter her, begravd i sykdom til halsen
Kommer ikke noe sted.
Jeg er bare mislykket uansett.
Jeg kjenner meg verdiløs og ødelagt.
Jeg føler meg som et håpløst tilfelle.
Det er mennesker her som nekter å gi meg opp.
Når jeg gir opp, forteller de meg at de har tro på meg.
Når jeg begynner å bli manisk, bremser de meg
FØr det går så langt at det varer i flere mnd å jeg går inn i psykose. Når jeg er ute av meg selv å ikke vet hvor jeg er,
Henter de meg inn igjen. Når jeg bare vil dø,
Sitter de der. På sengekanten.
Jeg tørker tårer. Tårer på tårer. Om og om igjen. Jeg går aldri tom for tårer. De forlater meg aldri, min indre sorg er evig.
Min indre smerte har vært der for så mange år at jeg ikke har en anelse om hva det gode livet er.
Jeg har mistet troen. Det gjør jeg iblandt.
Snart gir jeg faen. Virkelig faen.
Ikke døm meg. Ikke døm meg mer.
( Dette er ikke til jer, fordi jeg ved dere forstår, jeg la ud dette på min fb side for jeg orker ikke at blive set ned på mere)
20. juni kl. 16:04
Jeg sitter helt alene
Med en iskald mørk sti av tårer nedover mitt kind.
Inni meg blåser en kaotisk vind.
Håpet.
Jeg finner ikke håpet,
Jeg vil klatre, Men jeg bare faller.
Demoner i kroppen min
Holder meg fanget
Fanget i mitt eget mørke.
Se meg - Ikke legg merke til meg
Hjelp meg - Ikke bry deg
Ta vare på meg - la meg være alene
Redd meg - jeg kan ikke reddes
Hjelp meg å leve livet for jeg klarer ikke ta vare på meg selv - Ikke gjør det , jeg bryr meg ikke lengre.
Dype daler og hellige topper.
Det er det samme gamle.
Jeg blir kokt i en gryte av kaos, depresjon og et mørkt helvete.
Jeg slipper ikke ut.
Jeg er bindt fast å kneblet av smerte.
Den innvendige smerten
Tar opp hver millimeter av min kropp
Jeg er usynelig,
Alene under dynen
Med et hav av sorger.
Jeg klarer snart ikke mer.
Jeg gjør ikke det.
Jeg er så herjet, så ødelagt å så knekt
At jeg ikke klarer å føle
Annet en sorg,
Sorg over livet, Sorg over smerten
Følelsen av å være utrøstelig
Følelsen av å være håpløs
Følelsen av at det aldri, aldri mer skal bli bedre.
Hjelp meg.
Ikke hjelp meg.
Hjelp meg.
Ikke hjelp meg.
Hjelp meg.....!
25. juni kl. 10:16
Min psykiater som slutter sagde til mig: " De som har bipolar er som at køre en bil uden stødfangere, hvor vanlige menneske har en stødfanger - har vi ingenting som tar imod så vi tar ind alt. " Hun sagde til mig , at du er dig uanset diagnose og efter nogne år hadde jeg nok læret at kontrolere mine svigninger. Hun hadde tro på mig og bad mig fortsette å kempe. Men aldt jeg vil er at give op for jeg klarer ik holde ud med denne lorte sygdom i flere år til...
25. juni kl. 22:13
Hjælp mig,
Jeg falder.
Det er mørkt
Og koldt.
Hjælp mig
Jeg er redd
Og alene i denne verden.
Jeg kan ik klare
At slappe av
Aldt kverne inn hovedet på mig
Tanker om døden
Tanker om aldt
Jeg er bedre en for nogne dage siden
Men det er ik godt.
Jeg kender en sorg
For at det er som det er
Jeg kender en redsel
For vad jeg kan finde på å gøre
mig i sommer.
Jeg kender en smerte som går lige ud i kroppen.
Langt ud i finger spidsene.
Mit indre mørke spiser mig op.
Jeg skulle ønske at jeg kunne sige at det kommer til at blive bra,
Men jeg ved ikk om jeg klarer at tro det mere.
Sommeren står framfor mig og det hele kendes uoverkommeligt.
Det har vart over så mange år, og fortsat har jeg ik kontroll.
Første gang jeg ville dø, var jeg fem år. Det er 20 år siden.
20 år i helvede, Med brænnende flammer. Med en smerte ondere en jeg klarer at sige med ord.
Jeg vil kende lykke og håb i livet. Ik en manisk lykke,
Ikke en depretions håbløse tristhed.
Men lykke, ekte , stabil, lykke.
Men det kendes ud som jeg aldrig kommer at opleve det igen.
Det kendes ud som aldt er for sent.
Jeg lever ik, jeg bare puster.
Holder ud minutt etter minutt, time efter time.
Dag efter dag.
vorfor gør jeg det egentlig ? Vorfor holder jeg ud?
Vorfor lever jeg det heletatt?
Livet er ondt. så hjertens ondt.
Bare noen ord fra mig.
28. juni kl. 23:03
plukk opp dine skjøre biter
Av det sprukne hjerte.
Hold ut en dag til
I denne altoppslukende smerte.
Vandre rundt i verden
Alene
Alene.
Du forsøker å forklare
Men de snakker ikke samme språk
Du forsøker så godt du kan
Være litt til
Blandt andre
Men du ønsker helst å være alene.
Alene.
du har alltid vært alene.
Alene med smerten.
Helt fra du var et lite barn.
Tatt på deg et smil
Å sagt at det går fint.
Smerten har grodd seg inn i sjelen
og har festet seg der inne.
Den binder deg fast
Å holder deg nede,
Det er vanskelig å være tilstede.
Hvordan være tilstede
Når du allerede
har tapt kampen mot dine indre demoner.
Du er en slave.
En slave for ditt eget sinn.
En slave for den indre smerte
Den som holder om
Ditt skjøre sprukne hjerte.
Tilbage til forsiden