Neutral fase eller episode handler om mange ting. Først er der overvejelser om man overhovedet vil være være stabil, for der er også fordele ved dele af det at svinge i humør og energi. Her er en bipolar som gør sig nogle af de overvejelser:
Kvinde ca 35 år
Forleden blev der spurgt, hvorvidt vi ville fjerne vores bipolare lidelse, hvis vi fik muligheden. Mit svar var, at jeg ikke ville kunne sige hverken ja eller nej. Efter at have tænkt over det er jeg kommet frem til, at jeg nok ville sige nej. Det er der flere årsager til.
En af dem er, at jeg har arbejdet virkelig hårdt for at nå til, hvor jeg er i dag. Det hårde arbejde har givet pote, og selvom der er mange ting, jeg endnu ikke mestrer i forhold til at forblive stabil, så har jeg fået uendelig meget ud af det personligt. Jeg har fundet en styrke i mig selv, som jeg ikke troede fandtes, jeg har fået min søn, jeg er blevet klar over, hvor fantastisk et netværk jeg har, og jeg kender mig selv en million gange bedre, end mange jeg kender gør.
Jeg føler mere omsorg for andre, fordi jeg har oplevet, hvor hårdt livet kan være, og jeg er ved at lære, forstå og acceptere, at de svære perioder, jeg gennemgår, er en del af min skæbne. Jeg sætter stor pris på det liv, jeg har, og jeg er ikke sikker på, at et liv uden psykiske problemer ville være meget bedre, end det liv jeg har nu. Selvom det ikke er de samme problemer, man nødvendigvis støder på som normal, går ingen igennem livet uden at opleve modgang. Jeg kan godt lide det menneske, jeg er i dag, og jeg ville ikke være mig, hvis jeg ikke havde kæmpet de kampe, jeg har.
Og jo, jeg ville da lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke ville blive glad for at have et større overskud og slippe for de store udsving, men havde jeg ikke den bipolare lidelse, ville jeg nok ikke have så stor respekt for alle andre, der kæmper kampen for at komme ud på den anden side. Der er ting, jeg fortryder jeg har gjort, ting jeg er ked af, jeg har glemt eller ikke oplevet, men ikke mere end at jeg er taknemmelig for livet, for min søn og for de små ting i hverdagen. Jeg har indset, at det her er min skæbne, at det er en vigtig del af min vej igennem livet. Jeg er overbevist om, at jeg jeg nok skal komme hel igennem livet, også selvom verden i perioder føles ond og uretfærdig.
Jeg kan sagtens forstå, at man ikke har det på samme måde, og jeg har fuld respekt for det (jeg har først selv fundet ud af det de sidste par dage). Jeg håber og krydser fingre for, at alle med psykiske lidelser finder fred med det en dag, for det er nemmere at arbejde med sygdommen end imod den.